Daimi og Louisiana Jazzband

Skive Jazzklubs 30-års jubilæum fejres med en fest indeholdende spisning, koncert og dans. De lokale Hot Stompers står for musikken under spisningen, mens Daimi og Louisiana Jazzband efterfølgende træder ind på scenen og spiller op til koncert og dans.
 
Vi er meget glade for denne særlige aften at kunne præsentere Daimi med et særdeles skrapt band. Hun har i årevis strålet på den danske sangscene med sit glade, rundkindede ansigt og store musikalitet. Hun startede sin karriere som ganske ung, da hun vandt en talentkonkurrence. Årene med Jørn Grauengaards orkester modnede hendes sangkunst, samtidig med at hun også tog fat på en livsbane som skuespiller og livskunstner. Især er hun kendt for sin medvirken sammen med Dirch Passer og Jytte Abildstrøm. Hvem husker ikke sangen: Hvem har du kysset i din gadedør? Eller: Jeg sætter min hat som jeg vil.
 
Daimi er i sandhed en folkekær kunstner.
 
Det traditionsrige Louisiana Jazzband er på det seneste tilført friskt blod i form af Morten Lundgren og Jesper Løvdal. Begge musikere har optrådt i Skive Jazzklub inden for de seneste par år. En del publikummer vil sikkert huske svenske Morten Lundgren for medrivende og stort swingende spil på trompeten. Jesper Løvdal ligger på samme høje niveau, når han lader saxofonens fyldige toner flyde ud fra scenekanten. De øvrige musikere tilhører også superligaen!
 
Der venter publikum en herlig festlig og fornøjelig aften.
Fredag 13. april kl. 19.30
Fødselsdagsfest, Skive Theater - Foyer
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive