Bjarke Falgren – Filip Jers Quintet

Midt i den travle juletid kan det være nyttigt med et frikvarter i godt jazzselskab. Det sker på denne aften, hvor publikum kan blive fornøjet af de to herrer i stilfuld kompagniskab med tre andre musikere fra den øverste liga. Bandet er inspireret af Svend Asmussen/ Toots Thielemans stilen rummende evergreens, swing jazz og nordiske folkemelodier. Kort sagt, bandet borger for høj kvalitet.

Bjarke Falgren faldt allerede som barn for mulighederne inden for violinspil. Det har ført frem til, at han som en arvtager af Svend Asmussens spilllestil nu regnes for at være en af de bedste og mest anerkendte violinvirtuoser i Danmark. Et bevis herpå er hele fire grammy priser – også vundet som komponist.

Svenske Filip Jers er trods sine kun 29 år allerede et etableret navn på den internationale jazzscene. Hans mundharpespil er elegant og fængende med tydelige aftryk af Toots Thielemans musikalske stil. Jers boltrer sig desuden som komponist og har vundet adskillige priser.

De tre øvrige musikere i orkestret er højt værdsatte og velkendte kunstnere i Skive Jazzklub. Derfor kan det kort fremhæves:

- at Jacob Fischer er uhyre elegant og swingende på sin guitar
- at svenske Hans Backenroth er stilsikker og iørefaldende på bas
- at Kristian Leth lægger en fortræffelig bund under musikken på sine trommer


Tilhørerne kan se frem til en aften med jazz af meget høj standard.


Entré: Medlemmer 100 kr. Gæster 120 kr. Unge under 25 år 30 kr.
 
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive