Blæsbjerg og Bech Kirkeduo

Bag dette ensemble-navn gemmer der sig en ny konstellation, bestående af trompetisten Jesper Blæsbjerg og pianisten Søren Bech, som begge er yngre musikere bosat i henholdsvis Herning og Skive.

Jesper Blæsbjerg er uddannet på den rytmiske linje ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus med trompet som hovedfag. Foruden en omfattende freelance virksomhed især inden for jazz- og big bandområdet er han trompetlærer og dirigent for Night Train Big Band på Herning Musikskole. Desuden har han optrådt med navne som Nordkraft Big Band, Blood Sweat Drum + Band Big Band, Swing Sisters, Mike Anderson Band, Soul Patrol, Count Down Big Band og mange andre.

Søren Bech har en kandidatuddannelse fra Århus Universitet med hovedfag i musik og sidefag i engelsk. Ydermere har han dygtiggjort sig på tangentinstrumenter gennem undervisning hos jazzpianisterne Hans Esbjerg og Ole Koch Hansen. Lige for tiden er han organiststuderende på Vestervig Kirkemusikskole. Han er ud over sit faste arbejde som organist i Estvad og Rønbjerg kirker samt klaverunderviser på Århus Efterskole en aktiv freelance musiker. Han har tidligere spillet med bl. a. Hush, Trio Before og Birgitte Laugesnes Kvintet. Nu spiller han med jazztrioerne Organic Picnic – som udgav det anmelderroste album ”Lesliefied” i 2009 – og Balthazars Karaffel og Come Sunday.

I Skive Kirke vil programmet især være præget af den sorte amerikanske musiktradition fra begyndelsen og midten af 1900-tallet med elementer af spirituals og jazzmelodier. Repertoiret vil desuden blive krydret af danske salmer og højskolesange.

Der venter publikum en aften med iørefaldende musik.

Entré: 50 kr.
Unge under 25 år 30 kr.
 
 
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive