Fredrik Lundin

Fredrik Lundin er en erfaren herre inden for jazzen. Han startede sin karriere i 1981 og etablerede sig hurtigt på jazzscenen som en eksplosiv og elegant blæser, hvis stil er samtidig og eksperimentel. Hans originale og virtuose udtryksform og egne kompositioner har kastet stor anerkendelse af sig i form af priser og begejstring hos publikum, hvad vi også kan nikke genkendende til ved tidligere koncerter i Skive Jazzklub.

For Fredrik Lundin handler det om at fortælle historier og eventyr. Han er optaget af musikkens spil og indtryk på lytterens følelser, der maner indre billeder frem ofte af filmisk art. Som tilhører får man tændt sit indre filmlærred, når man lader sig føre med i det jazzede univers.

Med kvintetten ”De 5 på nye eventyr” har Lundin dannet et orkester med en stor og mangeartet lyd. De fem personlige musikere udnytter bandets muligheder for tæt samspil krydret af improvisationer under solopræstationer. Musikken formidles kraftfuldt af den polske trompetist Tomasz Dabrowski, de to svenskere Petter Hængsel på trombone og synthezizer og Joel Illerhag på bas og danske Anders Provis på trommer. Et stærkt hold med ny inspirerende musik.

Publikum kommer med åbent sind på musikalsk eventyr.

Entré:
Medlemmer 100 kr.
Gæster 120 kr.
Unge under 25 år 30 kr.

 
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive