Mandag d. 8. maj kl. 19.30 i Skive Theater foyer

Fyldig og tyk saxklang. Eminent og indfølt tone. Skarp teknik. Udadvendt og smittende spillestil. Overblik.
Ovennævnte ord er beskrivende for Jan Harbeck, som ofte har begejstret vores lokale og trofaste publikum under koncerter i forskellige konstellationer lige fra duoform til kirketrio. Nu vender han tilbage med et repertoire bestående af mange numre fra gruppens seneste album ”Balanced,” hvor Harbeck har komponeret alle numre. Han forklarer:” Vi har en særlig lyd, og når vi spiller en melodi, som ikke findes i andre udgaver, kan nummeret få lov til at udvikle sig. Det skal ikke lyde af andet, og man skal kunne høre, det er os.”
Kvartetten blev dannet i 2007 og har for øje, at musikken ikke stivner i en form, der låser det musikalske udtryk fast. Der skal findes nye veje og løsninger på jazzede idéer. Et eksempel herpå er det oven for omtalte album, som er indspillet i Brorson kirke i København kendt for sin fine akustik.
Mange jazznydere kender pianisten Henrik Gunde fra DR Big Band, hvor han stilsikkert og med et stort smil betjener tangenterne. Spil med stort overskud.
Eske Nørrelykke er en rytmens ankermand på sin bas. Han glider ubesværet ind og ud af gruppens samspil. Smidige fingre på bassens tykke strenge.
Anders Holm formår at bringe musikken i kog på sit trommesæt uden at miste følingen med bandets samlede gnist og nerve.
Dejligt genhør og gensyn.
Entré: Medlemmer 130 kr. Gæster 150 kr. Unge under 25 år 50 kr.
Billetsalg ved indgangen eller forhåndsbestilling på Ticketmaster.
Forhåndskøb på Ticketmaster her