Kristin Korb Kvartet

Den amerikansk fødte Kristin Korb sætter stor pris på jazztradition. Allerede som ganske ung blev hendes musikalitet og fornemmelse for swing bemærket. I de senere år har hun skabt sig et stort publikum som en musiker, der på forunderlig vis både spiller bas og synger stilsikkert. Hun er kendt for sin sprudlende personlighed og smitsomme spilleglæde. Som bosiddende i Danmark har hun udsendt sin tiende cd med titlen ”That Time Of The Year.” Den rummer julesange, der skaber en følelse af glæde uden at blive for sødt, forsikrer hun. Det kan man som lytter kun give hende ret i. Ikke underligt at cdén er anmelderrost og værdsat af publikum.

Mathias Heise havde vi fornøjelsen af at præsentere i Skive Jazzklub, inden han modtog Kronprinsparrets store pris for sit eminente spil på mundharmonika. Og han har fortsat sin rivende udvikling og indgår i rigtig mange musikalske konstellationer. Han har virkelig etableret sig på den danske jazzscene.

Magnus Hjorth er en uhyre elegant pianist, der med legende lethed indgår i et swingende samspil samtidig med, at han evner at trylle som solist hen over tangenterne. En fornøjelse at lytte til hans pianospil.

Snorre Kirk er vel anskrevet som komponist, bandleader og trommeslager. Hans stil er raffineret, melodisk, træfsikker og med stort swing. Han lægger en fast rytmisk bund under bandets udfoldelser.

Samtlige musikere har tidligere gæstet Skive Jazzklub med bravour.

Et herligt gensyn og genhør.


Entré: Medlemmer 120 kr. Gæster 140 kr. Unge under 25 år 30 kr.
Lørdag 11. november kl. 21.00
Skive Theater - Salen
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive