Morten Lundgren Band

0nsdag d. 13. januar kl. 19.30 i Skive Theater foyer

”Big Band Goes Small Band” er titlen på Mårten Lundgrens seneste og stærkt roste CD, som rummer smukke og slidstærke numre hentet fra den store amerikanske big band tradition. Den svenske trompetist og vokalist tager de velkendte melodier op til fornyet og forfriskende behandling, som publikum har nydt under hans talrige optrædener her i landet i store som små konstellationer. I flæng kan nævnes: Niels Jørgen Steens A-team, Radioens Big Band, Bob Rockwell Quintet og Six City Stompers, hvormed han gæstede Skive Jazzklub med stilsikker og sprudlende spil til stor glæde for publikum.

Det myldrer frem med utroligt mange unge talenter på den danske jazzscene. Pianisten Zier Romme Larsen er et af de mest lysende eksempler på denne for jazzelskere så herlige udvikling. Især inden for de seneste par år har han for alvor bidt sig fast i jazzmiljøet. Og det med god grund.
Med afsæt i inspiration fra Oscar Peterson, som han første gang lyttede til som 11-årig på en CD foræret af faren, har han udviklet sit spil til, at det er præget af ånden fra fortiden, samtidig med at det i den grad fremstår friskt og nutidigt i alle facetter. Hans nyeste CD med titlen ”Stories” bekræfter alle plusser og antagelser om, at han er en kommende sværvægter i dansk jazz.

Bassisten Ida Hvid og trommeslageren Cornelia Nilsson gæstede sammen Skive Jazzklub i kvindebandet ”Sisters of Jazz” ind under jul for et par år siden. Det var en festlig og forrygende aften, hvor Ida Hvid rigtig slog sig løs på bassen med swing, charme og stor energi. Hendes optræden er nærværende, og hun oser af spilleglæde. Hun skaber en fin stemning af samhørighed mellem publikum og musikere.

Cornelia Nilsson er en eftertragtet kunstner på sit felt. Hun er travlt optaget i sit hjemland Sverige, ligesom hun farter rundt og giver koncerter her i landet. Med hende bag trommerne er alle i sikre hænder. Hendes rytmiske overskud og overblik er et solidt fundament under bandets samspil.


Jazz af høj klasse.


Entré: Medlemmer 120 kr. Gæster 140 kr. Unge under 25 år 30 kr
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive