Organic Connection

Lørdag d.9. august kl 10.30 – 13.00 på Torvet i Skive
 
 
Trioen The Organic Connection består af tre yderst velbevandrede musikere inden for de to beslægtede genrer jazz og blues, og hvad angår instrumenteringen, så er der her tale om den i 1960’ernes storby-Amerika så velkendte kombination af guitar,Hammondorgel og trommesæt.

Guitaren håndteres på bedste vis af Uffe Steen, som jo ingen nærmere præsentation behøver inden for jazz- og blues-kredse, da han gennem efterhånden mange årtier har haft en enestående karriere på instrumentet, både som kapelmester og sideman, og aktuelt med blandt andre Uffe Steen Trio og Grarup Allstars. I øvrigt har han også en lang række egne kompositioner inden for genrerne bag sig.

Ved Hammondorgelets to rækker tangenter og baspedaler sidder den lokale tangent-musiker Søren Bech. Foruden en efterhånden fjern fortid som en af musikerne omkring den americana-inspirerede duo Hush, så har Søren gennem en årrække koncentreret indsatsen om jazz og blues, hvilket blandt andet har været som pianist i Birgitte Laugesens Jazzgruppe samt som organist i trioerne Organic Picnic og senest anmelderroste Balthazars Karaffel.

Trioens sikre ankermand bag trommesættet er Jesper Bo Knudsen, der med sit altid lydhøre og alsidige trommespil er den perfekte sidste brik i en jazztrio, hvor der både skal kunne spilles kraftigt og svagt, samt også både hurtigt og langsomt. Foruden at være en del af Uffe Steen Trio, så har Jesper gennem sin lange musiker-karriere blandt mange andre spillet med den fremragende svenske jazzpianist Lars Jansson og Thoms Sejthen Trio.

Der er lagt i ovnen til en vellydende, stemningsfuld og til tider også energisk
musikalsk oplevelse på Rådhustorvet i Skive denne lørdag middag, hvor trioen vil fortolke en lang række jazz-klassikere, men også supplere med en smule eget materiale.
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive