Thomas Clausen Trio

Mandag d. 4. november kl. 19.30 i Skive Theater foyer

Thomas Clausen har været en meget betydningsfuld musiker på den danske og
udenlandske jazzscene gennem mange år. Allerede som ung bed han sig fast i miljøet og startede en glorværdig karriere, der har bragt ham internationalt rundt i forskellige konstellationer – ofte med ham selv som kapelmester.
Pianoet er hans gebet. Her optræder han både som komponist og pianist, når han vælger et repertoire, der består af både nordisk og mere latinpræget tilsnit. Hans spillestil er elegant, letflydende og meget stilsikker. Det træder tydeligt frem, når man lytter til trioens seneste albums under navnene: Back2Basics. De vandt både priser og anmelderroser. 
 
Bassisten Thomas Fonnesbæk gæster pudsigt nok Skive Jazzklub hele to gange i dette efterår. Men det er kun til glæde og fornøjelse, for han minder i høj grad om en komplet musiker. Han udstråler lydhørhed, energi og spillelyst i samspillet med de øvrige samtidig med, at han ikke holder sig tilbage med at fyre en solo af.
 
Når Karsten Bagge sidder bag trommerne, er man som tilhører i sikre hænder. Han
befinder sig på et højt stilsikkert niveau. Det beviser han under koncerter og på albums, hvor han lægger en solid bund under hele trioens samspil. Det bliver interessant at
erfare, hvor han nu opholder sig i det musikalske landskab, der tilhører trommeslagere.
 
 En aften med jazz fra øverste hylde.

Entré:
Medlemmer 130 kr.
Gæster 150 kr.
Unge under 25 år 50 kr.
Billetsalg ved indgangen eller forhåndsbestilling på Ticketmaster
Skive Jazzklub | Jeppe Aakjærsvej 6, 7800 Skive